Loading...

Et sundhedshus for kæledyr

I Videbæk har faglighed, kvalitet, nærvær og godt købmandskab på få år udviklet sig til en succes for et dyrlægehus for smådyr som hunde, katte og andre kæledyr. Tillid og tæt samarbejde med Partner Revision blev en del af grundbyggestenene.

Se publikation

Kundecases19. december 2017

Kemien mellem dyrlægen og veterinærsygeplejersken var på plads, ambitionerne og troen på perspektiverne afstemt og det hele sammenfattet i en omfattende forretningsplan. Der var på sin vis ingen grund til at gå som katten om den varme grød. Men dyrlægens far kendte en særdeles dygtig revisor, som han anbefalede de to kolleger at kontakte.

- Jeg tænkte; en revisor i Ikast. Skal vi virkelig køre helt derud for det, siger veterinærsygeplejerske Nicoline Holmgaard – og smiler i dag ad den tanke.

For statsautoriseret revisor Lars Ole Mortensen, Partner Revision i Ikast, har lige siden første møde været den gode og værdifulde sparring for Nicoline Holmgaard og dyrlæge Lisa Michelsen i deres fælles forretningsprojekt, Dyrlægehuset Videbæk. Siden etableringen i 2015 er smådyrsklinikken vokset både i antallet af kunder, medarbejdere og i faglige specialer i huset.

Dyrlægen og veterinærsygeplejersken var dengang begge ansat i Dyrlægegruppen i Videbæk med landmænds produktionsdyr som kernekompetence. Men Lisa Michelsen var uddannet dyrlæge med speciale i smådyr, og hun kunne se potentialet i at udvikle den del af forretningen. Det kunne hendes daværende dyrlægekolleger ikke. Det kunne derimod klinikkens veterinærsygeplejerske, og i fællesskab skabte de fundamentet for den nye klinik.

KOMPLEMENTERENDE KOMPETENCER
- Normalt er det dyrlæger, der går sammen om en klinik. Men vi komplementerede hinanden både personligt og fagligt. Som dyrlæge er det naturligt, at Lisa har det faglige ansvar, og jeg havde tidligere haft et cvr-nummer og havde derfor den grundlæggende indsigt i den administrative side, siger Nicoline Holmgaard.

De to overvejede aldrig at rykke smådyrsklinikken til en større by:

- Jeg havde allerede et godt kundegrundlag, fordi jeg var den eneste, der beskæftigede mig med smådyr. Men jeg vidste også, at potentialet her i byen og i det store opland var endnu større. Desuden har nærvær hele vejen været en del af vores forretningsplan. Som en lokal klinik har vi ofte chancen for at følge et dyr i hele dets liv. Den personlige relation og det nærvær er med til at give kvalitet i behandlingen, siger Lisa Michelsen.

Kvalitet er netop et andet vigtigt element i deres fælles vision.

- Vi ville skabe et dyrlægehus med fokus på smådyr og de specialer og den sundhed, som knytter sig til. Blandt andet vidste vi fra begyndelsen, at huset skulle kunne tilbyde en hundefrisør, og på den måde fik vi ansat en af de allerbedst uddannede hundefrisører i Midt- og Vestjylland, siger Nicoline Holmgaard.

SPARRING OG VIDEREUDVIKLING
Sammen med den veterinærsygeplejerske, der blev ansat fra klinikkens åbning, er der i dag nu hele seks medarbejdere.

- Vi har blandt andet ansat en dyrlæge med speciale i tænder og tandbehandling. Det er et vigtigt område i dag.

Lige siden det første møde i Ikast har Dyrlægehuset i Videbæk haft stor værdi af sparringen med revisoren:

- De to har lige fra starten været grundige. De stiller spørgsmål til det, de ikke forstår. De er omkostningsbevidste, og det er en vigtig egenskab. Desuden har de hele vejen været fokuseret på deres målsætning, og drevet virksomheden efter det, siger Lars Ole Mortensen – der også bruger klinikken til sin egen jagthund, F.T. Cocker Spanielen Saxo.

Udover den personlige sparring fra Lars Ole Mortensen, udarbejder Partner Revision også klinikkens regnskaber, ligesom grundlæggerne har valgt at investere i hjælp til administrative opgaver som bogføring:

- Så vi på den måde kan koncentrere os om vores kernekompetencer, og om at videreudvikle forretningen. Vi har fulgt og nået vores oprindelige målsætninger, og er i gang med at lave nye. Vi tror på, at der stadig er masser af potentiale for udvikling, siger Lisa Michelsen.

 

Tilbage til oversigten Se publikation

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af nyheder, der kan have betydning for din virksomhed. Vi opdaterer dig på love og regler, giver dig inspiration og deler ny og værdifuld viden.

Find din nærmeste afdeling

Partner Revision dækker hele det midt- og vestjyske område. Med ni lokale kontorer er vi altid tæt på din virksomhed. Og du er altid velkommen.

 

Se alle vores afdelinger

keyboard_arrow_up