Loading...

Her får et forholdsvist tørt taljob helt nye dimensioner

I mere end 20 år har Jonna Jensen stået bag den socialøkonomiske virksomhed Rosenbedet i Brande - skabt på initiativ af byens modetøjsgiganter for at hjælpe nedslidte syersker videre. Lang tid før begrebet CSR blev opfundet og moderne...

Se publikation

Kundecases1. juni 2017

Jonna Jensen kunne ikke holde til det ensformige arbejde ved symaskinen. Hun fik ondt i nakken. Men daværende Brandtex-direktør Max Petersen, 2. generation i virksomheden, så potentiale: I at skabe en selvstændig enhed i virksomheden, der under hensyn til de nedslidte syersker, kunne bidrage med at løse akutte eller forefaldende opgaver.

Samtidig kunne Jonna Jensens store faglige og personlige kompetencer stadig blive til gavn. For kolleger og for kunder.

I en del af en ubrugt ældre Brandtex-bygning kastede Jonna Jensen sig ambitiøst over projektet:

- Virksomheden blev skabt på Max Petersens store hjerte, og jeg kunne sagtens se de mange positive perspektiver i hans tankegang, siger Jonna Jensen, der blev ansat som direktør.

Fra fabriksbygningen kiggede hun ud ad vinduet og så et rosenbed:

- Roser er min yndlingsblomst. De bliver skåret ned og vokser smukt op igen. Så symbolikken gav god mening.

Rosenbedet var etableret, jorden gødet, spindelvævet i den gamle fabriksbygning fjernet, og Jonna Jensen og en enkelt ansat syerske med offentligt tilskud var klar til kunder.

- Det var første gang, jeg selv stod med ansvaret for alt – også for at skaffe opgaver og kunder, siger Jonna Jensen.

ROSENBED I VÆKST
Men de kom fra Brandtex og fra andre af egnens tekstilvirksomheder som Södahl og Bestseller med opgaver – og Rosenbedet voksede. Efterhånden også fra andre brancher – eksempelvis Siemens, og Rosenbedet

fik kontakt med nye medarbejdere med kompetencer fra andre erhverv – og som på trods af fysiske eller psykiske udfordringer kunne bidrage i en socialøkonomisk virksomhed. En overgang beskæftigede Rosenbedet op mod 40 medarbejdere i skåne- og flexjobs.

I samme periode var Brandtex blevet til BTX Group, og i 2007 blev selskabet solgt til en amerikansk kapitalfond. Som helt klassisk fra begyndelsen skar ind til benet.

- Selv om vi var en selvstændig enhed, passede vi ikke ind i de amerikanske excel-ark, siger Jonna Jensen.

Rosenbedet blev derfor løftet ud af BTX og etableret som en selvejende institution. Med Bestseller og Siemens i ryggen som underskudsgaranter.

Det var i perioden med den nye etablering, at Partner Revision og statsautoriseret revisor Claus Lykke Jensen på anbefaling fra Bestseller blev tilknyttet Rosenbedet.

- Det var en ny og spændende type opgave, fordi der naturligt gælder særskilte regnskabsmæssige krav og love for en socialøkonomisk arbejdsplads, siger Claus Lykke Jensen.

KLIPPET NED OG KLAR TIL NY VÆKST
Med et helt nyt setup og nye lokaler var Rosenbedet klippet ned og klar til ny næring – og som i naturen voksede virksomheden op på ny.

Lige indtil en minister i 2007 begyndte at kigge på socialøkonomiske arbejdspladser som konkurrenceforvridende. Men med stor støtte fra viceborgmester i Ikast-Brande Kommune Preben Christensen lykkedes det Rosenbedet at ride stormen af og få en dispensation.

- Preben Christensen har gjort et kæmpe stykke arbejde for at påvirke politikere og embedsfolk – både landsdækkende og kommunalt. Fordi han brænder for tanken om at skabe plads til, at alle kan gøre gavn og få en meningsfyldt hverdag, siger Jonna Jensen. Og det er netop konceptet bag Rosenbedet.

- Det manuelle arbejde, vi laver, ville blive alt for dyrt for virksomhederne at få udført i almindelige danske virksomheder med overenskomstmæssige timelønninger. Så vi er ikke i konkurrence med danske arbejdspladser.

Vi løser opgaver, som ellers skulle være sendt til Kina eller Østeuropa. Og virksomhederne sparer omkostninger og tid på lang transport, siger Jonna Jensen.

I dag er Rosenbedet rykket i nye lokaler i Brandes nordlige industrikvarter – tæt på Siemens – og beskæftiger i dag tæt på 30 medarbejdere. De sætter for eksempel bælter i bukser for Bestseller eller samler møtrikker og skruer og sorterer dem i collies for Siemens.

- For de fleste af medarbejderne er opgaverne for så vidt underordnet. For dem handler det om at have noget at stå op til og igen blive en del af et socialt fællesskab. Det giver stor værdi, at der er nogen, der regner med og er afhængige af, at de står op og kommer ud af døren, siger Jonna Jensen.

PARTNER REVISION SOM SPARRING
Hun har stadig Claus Lykke Jensen på sidelinjen som sparring. Partner Revision står for bogholderi og årsregnskaber.

- Og så sparrer jeg løbende med Claus om alt fra økonomi til investeringer. Det er en stor hjælp for mig at have adgang til det, siger Jonna Jensen. Og glæden er gengældt.

- Personligt er det en stor glæde at have sin gang i en arbejdsplads med noget helt andet på spil for medarbejderne, siger Claus Lykke Jensen, der aldrig vil glemme reaktionerne, da de økonomiske forhold for Rosenbedet igen var under pres i fjor, da Rosenbedets dispensation udløb – og var i fare for ikke at blive fornyet:

- Vi fik igen værdifuld støtte fra Preben Christensen, og da vi kunne gå ind til medarbejderne og fortælle, at dispensationen endelig var blevet forlænget, faldt flere medarbejdere mig om halsen med tårer i øjnene af glæde. Det giver altså et forholdvist tørt taljob som revisor en helt ny dimension, smiler Claus Lykke Jensen.

Tilbage til oversigten Se publikation

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af nyheder, der kan have betydning for din virksomhed. Vi opdaterer dig på love og regler, giver dig inspiration og deler ny og værdifuld viden.

Find din nærmeste afdeling

Partner Revision dækker hele det midt- og vestjyske område. Med ni lokale kontorer er vi altid tæt på din virksomhed. Og du er altid velkommen.

 

Se alle vores afdelinger

keyboard_arrow_up