Loading...

Succesfuldt design og livsstil - på nettet og i virkeligheden

Hårdt arbejde, god smag og viljen til at lykkes er den cocktail, der har givet parret Louise og Rasmus Bøgelund Henriksen succes. Først med livsstilsbutikken Luxo Living i Herning og efterfølgende en webshop.

Se publikation

Kundecases25. maj 2016

En 21-årig ung jyde på cykel rundt til københavnske leverandører af designmøbler åbnede ikke mange døre:

- Vi fik mange nej‘er, fortæller Louise Bøgelund Henriksen bundærligt. Men sammen med sin jævnaldrende kæreste Rasmus Henriksen gav hun aldrig op. Bosat i København havde Louise job som piccoline, mens Rasmus, der er udlært hos strikvirk-somheden Clipper i Herning, arbejdede for et internationalt tøjmærke, Henry Lloyd. Men parret savnede nærheden og vennerne tilbage i Herning. De havde fundet et egnet butikslejemål i en sidegade til byens gågade. De ville flytte hjem og åbne den livsstilsbutik, som var blevet deres fælles drøm.

Med nej fra flere etablerede designleverandører satsede Louise og Rasmus i stedet for på mindre og alternative designere. Flere takkede ja til samarbejdet, og den 11. maj 2007 slog parret, begge kun 22 år gamle, dørene op for livsstilsbutikken Luxo Living i Skolegade i Herning.

Den oprindelige tanke var at sælge møbel- og lampedesign. Men vi fandt hurtigt ud af, at man på blot 150 kvm ikke har plads til at vise og opbevare mange møbler. Desuden åbnede Lysmesteren også butik i Herning, så flere af vores lampeleverandører sprang fra, fortæller Rasmus Henriksen.

Derfor begyndte parret at se sig om efter leverandører af knapt så pladskræ-vende produkter – brugskunst og livsstilsdesign. Blandt andet blev et besøg hos en af landets største leverandører af livsstilsdesign, midtjyske House Doctor, et positivt møde.

- Ved vores første besøg købte vi kun for 2.100 kr. men vi fik service som en storkunde, smiler Louise Bøgelund Henriksen.

DOBBELTJOB NØDVENDIGT
I butikken knoklede parret. Med at sælge design i god kvalitet – altid ekspederet med udgangspunkt i god service.

- Det kan godt være, at god service koster – for eksempel i form af en imødekommende returpolitik. Men på den lange bane kommer glade og tilfredse kunder som regel igen, konstaterer Rasmus Henriksen.

Mens parret knoklede med at finde den helt rigtige opskrift for deres butik, tog de begge ekstra arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. Louise gjorde rent på det lokale Østergaards Hotel fra kl. 6-9.30, inden hun åbnede butikken, og Rasmus havde morgenvagt i grossistfirmaet Supergros.

- Det var hårdt. Vi åbnede butikken i 2007 lige op til finanskrisen, og efter få år begyndte renoveringen af Skolegade, som blev gravet helt op og i lang tid var et stort hul. Det gik hårdt ud over vores omsætning. Så vi var nødt til at arbejde dobbelt.

SEKSDOBLING I WEBSALG
Alligevel formåede parret hvert år at vækste i butikken. På trods af finanskrisen, som gjorde det svært for mange andre butikker. En del af overskuddet besluttede de at investere i en webshop. På den måde blev Luxo Living endnu mere interessant for leverandørerne. I 2013 rykkede butikken ind i nabobygningen for at få mere plads, og samtidig flyttede parret webshop og det efterhånden voksende lager ud i et industrikvarter i Herning. På hver deres nye platforme har både butik og webshop fortsat væksten. Webshoppen er på blot fire år seksdoblet i størrelse og udgør nu langt mere end halvdelen af den samlede omsætning.

Webshoppen www.luxoliving.dk drives på samme måde som butikken: Med fokus på kvalitets-produkter og god kundeservice. Det vil sige, at vi sender pakken afsted, den dag vi lover det, til priser, der ikke svinger fra den ene dag til den anden, vi svarer hurtigt og har god returpolitik, siger Rasmus Henriksen.

Og så smitter de to dele af forretningen af på hinanden:

- Det giver webshoppen troværdighed, at vi også har en fysisk butik, og kunder fra vores webshop vil gerne ind at opleve butikken – og kigge med alle sanser. I butikken giver mødet med kunderne også en værdifuld feedback og dialog, som man ikke får i webshoppen, siger Louise Bøgelund Henriksen.

SPARRING MED PARTNER REVISION
Foreløbig er fastholdelse af udviklingen fokuspunktet for Luxo Living. Men i sparring med statsautoriseret revisor Tommy Andersen fra Partner Revision Herning har parret også åbnet en dør på klem for mulighederne for en international udgave af webshoppen.

Partner Revision kom på banen, da butikken i 2009 var vokset til, at bogholderi og regnskab blev for stor en opgave.

- Vi søgte en revisor, der som os arbejder med kvalitet og service. Vi kan altid komme i kontakt med Tommy eller en af de øvrige medarbejdere, hvis vi har brug for et hurtigt råd eller svar, siger Rasmus Henriksen.

I dag servicerer Partner Revision ud over sparring og udarbejdelse af årsregnskaber også Luxo Living med en administrativ medarbejder, som en dag om ugen tager sig af bogføring, betalinger og løn.

- Så Louise og Rasmus kan koncentrere sig om det, der giver merværdi til virksomheden, og den positive udvikling kan fortsætte. Styrken i Luxo Living er uden tvivl parrets evne til at finde de rigtige varer og de rigtige leverandører, og så er de tilpas jordnære og omkostningsbevidste. De knokler og har en ukuelig vilje til at lykkes. Det er væsentlige parametre på et konkurrencepræget marked. Alene det at få butikken til at vokse hvert eneste år er en bedrift, konkluderer Tommy Andersen.

Tilbage til oversigten Se publikation

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af nyheder, der kan have betydning for din virksomhed. Vi opdaterer dig på love og regler, giver dig inspiration og deler ny og værdifuld viden.

    First Name:

Find din nærmeste afdeling

Partner Revision dækker hele det midt- og vestjyske område. Med ni lokale kontorer er vi altid tæt på din virksomhed. Og du er altid velkommen.

 

Se alle vores afdelinger

keyboard_arrow_up